Fremgang i krisetider
MB Solutions har indgået en aftale om udvikling af en komplet administrativ it-løsning til et større, dansk forsikringsselskab. Aftalen betyder, at MB Solutions udvider medarbejderstaben såvel i Vejle som i udviklingsafdelingen i Ukraine, samt udskiller aktiviteten i det selvstændige selskab, nSure A/S.

Her i starten af det nye år har vi indgået en aftale om udvikling af en komplet administrativ it-løsning til et større, dansk forsikringsselskab. Løsningen omfatter alle dele af forsikringsvirksomheden og bliver løbende implementeret over de næste tre år.
Aftalen betyder, at vi udvider medarbejderstaben med otte mand i Vejle og andre otte i Ukraine, således at vi fremover beskæftiger godt 15 mand hvert sted. I den forbindelse har vi valgt at udskille aktiviteten i et selvstændigt selskab, nSure A/S, der vil være 100 % fokuseret på at udvikle løsninger til forsikringsbranchen.
MB Solutions vil så fremover udelukkende beskæftige sig med outsourcing og hosting af it-infrastruktur. Vi har igennem de sidste par år haft en stærk vækst også på dette område, og i forbindelse med den krise, som samfundet gennemlever, er vi overbeviste om, at vi yderligere kan forstærke denne vækst.
Der vil fortsat være et tæt operationelt samarbejde mellem MB Solutions og nSure, og vi arbejder tæt sammen omkring levering af løsninger til vores fælles kunder, hvor vi i fællesskab står for at levere en komplet it-løsning og driftsorganisation til vore kunder i forsikringsbranchen.
Ved at outsource it-driften og eventuelt vælge en løsning hosted centralt hos MB Solutions kan virksomhederne opnå øget fleksibilitet og reducere behovet for investeringer - samtidig med at man kan udnytte mulighederne i den nyeste teknologi.
Med en hosted løsning hos MB Solutions undgår man investeringer i serverrum, køb og installation af servere, kommunikationsudstyr samt standard software, idet dette lejes og betales via en månedlig ydelse, der løbende justeres i forhold til antallet af medarbejdere.
Samtidig er man ikke afhængig af egne begrænsede ressourcer, men har en række specialister til rådighed.
Beslutninger omkring outsourcing er altid lidt ”komplicerede”, så det er når krisen kradser, at organisationer er mest motiverede for at træffe de vanskelige beslutninger.
